Få vores nyheder på mail

​Black Friday: Køb én ged – betal for to

Pressemeddelelse   •   Nov 23, 2017 12:00 CET

En ged kan være til stor nytte til en fattig familie, der bor på landet. Geden giver mælk, kød, skind og gødning, og den forsyner familien med gedekid, som kan sælges på det lokale marked. Foto: Thomas White

Folkekirkens Nødhjælp markerer Black Friday med lidt af et knaldtilbud. Her kan man i dagens anledning købe én ged til to geders pris. En sjov gimmick, kalder organisationens generalsekretær tilbuddet, hvor alt overskuddet går til arbejdet blandt mennesker i nød.


I dag åbner butikkerne landet over for stærke tilbud til de danske forbrugere. Det amerikanske koncept ”Black Friday” ligger traditionen tro fredagen efter Thanksgiving og har de seneste år vundet indpas i Danmark. Hos Folkekirkens Nødhjælp er man også med på bølgen men har dog vendt konceptet på hovedet med tilbuddet: Køb én ged, betal for to.

”Vi havde lyst til at lave lidt sjov med konceptet og tænkte, at hvis man alligevel er ude med dankortet, så kunne det være, at man havde lyst til at lade fattige familier være med til festen ved at give dem en ged,” siger generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.


Et populært køb
Black Friday er de seneste år blevet en stor begivenhed i Danmark, og omsætningen kan særligt mærkes i detailhandlen. På samme måde mærker man hos Folkekirkens Nødhjælp en stigende interesse for Giv en ged-kampagnen, hvor danskerne kan give en ged til nogle af verdens mest udsatte mennesker.

”Geden gør en verden til forskel for de mennesker, vi arbejder blandt. Den bliver ofte starten på et helt nyt liv, hvor man kan få mad på bordet og sende sine børn i skole – og det er jo en fantastisk gave at kunne give andre,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Giv en ged-kampagnen har eksisteret i 11 år. Men selvom geden denne dag er dobbelt så dyr, går overskuddet stadig til indkøb af flere geder til verdens fattigste.


Har du lyst til at give håb til mennesker i nød, kan du besøge www.givenged.dk

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.