Få vores nyheder på mail

Nu må Rusland ind i kampen

Pressemeddelelse   •   Jun 12, 2018 06:00 CEST

Hver time dør eller lemlæstes et menneske af en mine eller anden ueksploderet ammunition. VM-værtslandet Rusland har hverken underskrevet konventionen mod landminer eller konventionen mod klyngebomber.

I overmorgen skydes VM i fodbold i gang, og hele verdens øjne vil være rettet mod værtslandet Rusland. Folkekirkens Nødhjælp beder derfor danskere om at lægge pres på præsident Vladimir Putin for at få ændret Ruslands mine- og klyngebombepolitik.

Fodbold samler mennesker, og fodbold spreder glæde. Men ikke alle børn og voksne kan løbe frit omkring og spille bold.

Mere end 110 millioner miner er spredt rundt i 61 lande verden over. Miner, der hver dag slår børn og voksne ihjel - eller lemlæster og ødelægger livet for ofrene og deres familier.

Rusland er i år vært for VM i fodbold. Landet er samtidig en af verdens førende krigsnationer, men har hverken underskrevet konventionen mod miner eller konventionen mod klyngebomber. Det betyder, at Rusland kan anvende, sælge og producere disse livsfarlige våben. Det ønsker Folkekirkens Nødhjælp at sætte en stopper for:

”Det er på tide, at Rusland kommer ind i kampen. Miner er den mest nederdrægtige måde at føre krig på. For selvom miner er skabt til at ramme fjendens soldater, er ofrene i otte ud af 10 tilfælde civile, og næsten halvdelen af dem er børn. Samtidig er det ofte de fattigste og mest sårbare, der bliver ramt,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Folkekirkens Nødhjælp opfordrer derfor danskerne til at skrive under på et åbent brev til Ruslands præsident Vladimir Putin. Her opfordres præsidenten til straks at ændre landets mine- og klyngebombepolitik. Brevet, samt de indsamlede underskrifter, vil blive afleveret på den russiske ambassade, når VM i fodbold er afholdt.

”Det er vigtigt, at vi står sammen over for Rusland. Ingen mennesker bør leve i frygt for at træde blot et enkelt skridt forkert, og ingen forældre bør frygte at sende deres børn i skole eller ud at lege, ”siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Læs mere om kampagnen her.

For yderligere kommentarer eller mere information om Folkekirkens Nødhjælps minearbejde kontakt venligst: Christina Pedersen, journalist i Folkekirkens Nødhjælp, e-mail: chpe@dca.dk, telefon: 20322938/28744669.

Folkekirkens Nødhjælp er en af verdens førende eksperter inden for rydning af miner og ueksploderet ammunition. Vi har rydningsaktiviteter i blandt andet Libyen, Sydsudan, Congo og Libanon. Derudover giver vi proteser og traumebehandling til ofre, og vi underviser børn og voksne i at undgå eller håndtere miner og krigsefterladenskaber.

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.