Få vores nyheder på mail

Socialdemokratiets ”Marshallplan” vil fjerne håbet fra Afrika

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2018 08:23 CET

Beboere i landsbyen Chisatha løfter en 5.000 l. vandtank på plads

”Socialdemokratiet vender op og ned på dansk udviklingsbistand – og det betyder IKKE et historisk løft til Afrika”, lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp.

 I Socialdemokratiets udspil skriver partiet, at vi skal investere i en ’Marshallplan’ for Afrika. Med flotte ord lægger partiet op til, at vi skal styrke klimatilpasningen, forbedre infrastrukturen og hæve uddannelsesniveauet. Men det er vigtigt at bemærke, at det konkrete forslag lægger op til, at Danmark fordobler bistanden til såkaldte nærområder med penge fra den eksisterende bistandsramme.

”Det klinger så ufattelig hult, når Socialdemokratiet søndag i helsidesannoncer i landets aviser taler om et historisk løft af Afrika – og mandag kommer med et forslag, der vil flytte 3.5 milliarder kroner fra det langsigtede udviklingsarbejde og bruge dem i nærområderne,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

I praksis betyder det, at de penge som bliver brugt på netop klimatilpasning, infrastruktur og uddannelse i stedet skal bruges på at drive flygtningelejre og eventuelle modtagecentre for folk, der vil søge asyl i Danmark.

”Socialdemokratiet taler med to tunger, når de siger Marshallplan og nærområdehjælp for de samme penge. Når Mette Frederiksen siger, at hun oprigtigt er bekymret, og hun derfor vil bremse den migration, der forårsager druknedød på Middelhavet, så er det patetisk at fjerne de midler, der skal skabe jobs og vækst og udvikling, der hvor folk flygter fra”, lyder det fra Birgitte Qvist-Sørensen.

Et liv i en flygtningelejr er og bliver et liv i venteposition. Det er vigtigt at investere i værdige forhold i de lejre, hvor folk må opholde sig i årevis, men hvor Marshallhjælpen til Europa var investeringer i genopbygning af Europa, så gør Socialdemokratiet det modsatte ved at flytte midlerne fra udvikling og over i nærområdeindsatsen.

Socialdemokratiet skriver selv, at: Hvis ikke situationen i Afrika forbedres markant, vil endnu flere mennesker end i dag søge en bedre tilværelse i andre dele af verden. Alene i Nigeria ønsker næsten hver anden, der er over 15 år at forlade landet. Der er rigtigt, og hvis en ung nigerianer ikke skal flygte, så skal vi forbedre livet i Nigeria og ikke kun i det venteværelse, han måtte være landet i i Libyen. ”Forslaget tager pengene fra Afrikas unge, og det er ikke bare kortsigtet, uklogt og uanstændigt. Det vil i sidste ende betyde, at flere mennesker kommer til at dø på Middelhavet.”, afslutter Birgitte Qvist-Sørensen.

Omlægningen af ulandsbistanden beskrives på side 20-25 i udspillet og M. Tesfaye nævner det i slutningen af denne artikel: i Politiken 

Kontakt Birgitte Qvist-Sørensen 29 70 06 23

Folkekirkens Nødhjælps formål er at styrke verdens fattigste i kampen for et værdigt liv.

Folkekirkens Nødhjælp har sine rødder i den danske folkekirke, men arbejder der, hvor nøden er størst, uden hensyn til religion, køn, race eller politisk overbevisning.